Christina Wedel // 04. februar 2014 // 6 kommentarer

Jeg er en bangebuks og et kontrolfreak!

Er jeg blevet hellig af at have været i Indien eller føler jeg mig bare heldig?

 

Det sidste er i hvert tilfælde helt sikkert!

 

Jeg har altid frygtet at komme til Indien. Jeg har aldrig drømt at  komme af sted og se farverne, mærke duftene, besøge de mange markeder og lade mig indfange af de mange lyde, som andre veninder jeg kender.

foto 4 foto 5 foto 2 foto 1 foto 3Jeg ville hellere brække armen på langs.

Nu ved jeg hvorfor.

Jeg er en bangebuks.

Jeg er kontrolfreak.

Jeg er kræsen.

Jeg er sippet.

Jeg er slet ikke nogen eventyrer.

 

Hvis jeg skal prøve en ny ret, må den helst ikke indeholde; lam, får, and, vildt eller andre endnu vildere ting.

Retten må helst heller ikke have klistret eller uklar sauce.

Der må i øvrigt heller ikke være ben i kyllingen eller nogen form for ekstra fedt.

Jeg kan kun lide skummet mælk fra Danmark, ’puha’ til langtidsholdbar mælk.

Og er denne her yoghurt fra får, ged eller ko?

Tør jeg overhovedet kigge på den indiske morgenmadsbuffet eller bestiller jeg troligt omelet, som jeg ser bliver lavet, mens jeg tjekker om de har hårnet på?

Oh yes ma’am, I do… Altså til det med omeletten!

 

Gadekøkken min bare røv. Ja apropos røv. Jeg er pissebange for diaré. Altså sådan hel angst. Jeg græder mens jeg skider, ja undskyld. Jeg har kun nydt TOTAL ”loss of control” af min krop (altså udover sex, som er en helt anden historie) da jeg fødte mine børn, for ellers var de sgu da aldrig kommet ud. Diare er pinligt, smertefuldt og ukontrollerbart. Så jeg tager ingen chancer! Jeg skammer mig over mig selv.

 

Se nu er det allerede pinligt, så den gik jo ikke.

 

Jeg har opdraget mine børn til at turde ting og tage chancer. Altså de chancer jeg synes, der er forsvarlige for dem at tage – og som ikke gør ond på dem. Og på mig selv.

De er frie mennesker og skal vælge selv her i livet, men alligevel de skal hele tiden høre på, at de ikke skal lave de samme fejl som mig. For så mister de kontrollen. Det var smerten og det ukontrollerede. Så jeg kunne ikke helt undgå det i livet alligevel.

 

Jeg havde eget firma som 17-årig.

Flyttede til udlandet som 18-årig.

Boede i England og USA som 21-årig.

Giftede mig med en muslim som 22 årig.

Var mor til 2 som 26-årig.

Blev lykkelig enlig mor som 30 årig.

Jeg spiser aldrig på samme tid og samme sted hver dag, jeg sover kun i min seng to gange om ugen af ren tvang, fordi jeg helst bare vil glide ind i natten på sådan en bohemeagtigt måde, på min sofa med både lys og TV tændt.

Wow, sikke en vovehals …

 

Tro ikke, jeg ikke er stolt af mit liv og mine bedrifter. Det er jeg. Men det har ikke været ud fra mod, det har været ud fra, at det var sådan livet formede sig, når jeg fulgte mine drømme. Mine kontrollerede drømme. Og det er ok. For det er det, jeg kan.

 

Jeg drømte bare ikke om at komme til Indien.

For her er farligt for kontrolfreaks som mig.

 

De kører som sindssyge i skramlede biler. 14 personer presset ind i en lille bil eller åben cykeltaxa. De hænger udenpå busserne og sidder tre eller fire på en knallert. De dytter og spytter og prutter og smasker og gridser. De bor i vejkanten med et åbent ildsted, som det eneste at varme sig ved. Deres børn er beskidte og fattige og de plager mig om penge, som jeg ikke må give dem (for så kommer der bare flere, og du kan ikke redde dem alle …).

Der er noget med deres højre og venstre hånd og mad og tørrer sig jeg slet ikke kan stave til.

De behandler mig ydmygt og høfligt, grænsende til skrabende og jeg skammer mig, mens jeg tager imod det. Jeg fumler med drikkepenge og regner og regner, for jeg vil ikke være fedtet, men heller ikke respektløs. For jeg respekterer dem mere end de fleste mennesker jeg har mødt på min vej. For fuck hvor er her håbløst… For sådan en som mig.

For se på mine billeder! Det er jo smukt. Og jeg kunnenøjes med at vise dig dem og ikke dele mine tanker.Men jeg ka ikke lade være. For det har ændret mig…for good!

 

Efter 3 timers kørsel langs disse ubeskriveligt fattige områder, kommer der det ene bryllupspalads efter det andet. Vi har hørt hvad det koster og hvor mange man skal brødføde i hvor mange dage, når man skal giftes her i Indien. Her er glimmer, glitter, guld, farver, lys, rød løber og blomster.

 

Bum videre. Bål, vejkant, knallert med 13 årig søn, hans mor og to søskende, udsultede blødende hunde og hellige køer i en pærevælling.

 

Hvordan gør I?

Hvad er jeres drivkraft?

Græder I jer i søvn eller …?

Er det jeres guder og dufte og farvede og vidunderlige Sarier, der holder jer oppe? Eller det jeres drømme og liv der forenes?

 

Jeg er ikke blevet hellig, men jeg føler mig heldig at komme hvor jeg kommer fra og have fået udvidet min horisont. Jeg synes I  Indere er heldige, fordi I er så smukke og stærke og kan være der hvor I er, også selvom I måske hellere ville være et andet sted.

 

Hvad ved jeg?

 

Farvel Indien!

6 kommentarer til indlægget


  • Hold da helt op, genialt indlæg 🙂 Sjældent har jeg læst noget så hudløst ærligt, skrevet så skønt. Loooove it – også selvom jeg kan nikke genkendende til noget af det 😉

  • he he …fantastisk sted at tage hen som ikke modig og kontrolfreak 😉 sejt…og jo har også været der. meget genkendeligt at læse om. 🙂 tak for rigtigt fint skriv

  • Super godt indlæg.Det rørte mig dybt i hjertet, fordi jeg blev konfronteret med min egen angst for en tur til Indien. Det ramte dybt, men det åbnede også en lille port. måske skulle man alligevel prøve?( læg mærke til jeg skriver man, jeg hader den formulering og bruger den aldrig , men kan se den er meget vellykket når man ikke rigtigt vil tage ansvar)
    Jeg bliver lidt for farligt. men alligevel måske?

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *