Christina Wedel // 29. december 2011 // 3 kommentarer

Nytårs garderobe oprydning…..Luksusversionen fra min bog.

NY GARDEROBE ? 

 

Har du en garderobe du ikke kan fordrage?

Er den propfyldt og stadig helt ubrugelig?

Ville du ønske jeg kunne rydde op i den for dig ?

Sæt dig godt til rette og læs for her kommer løsningen!!

6 GODE STARTTIPS :

1.Hold øje med dine egne hemmelige beskeder til dig selv. Når du pynter dig, det være sig både til fest og for din mand/kæreste, viser du en feminin og ærlig version af dig selv. Få den ud af skabet. Derfor skulle du gemme den kjole, din elskede bedst kan lide at se dig i. Den har nogle budskaber, der fortæller en smuk historie om dig selv.

2.Det er nok at have et par høje og et par lave støvler, bare de er lækre og gode at gå i.

3.Skal du ud at shoppe, så tag dine yndlingssko og -støvler med.

4.Har du ikke nogen, så start med at købe sko og støvler, før du køber tøj.

5.Mode er ikke noget, som du skal ligge under for. Tænk på det hele som blot én meget stor butik fyldt med muligheder, hvorfra du vælger lige nøjagtig det, du nu ved, virker for dig!

6.Et walk-in-closet burde stå højst på din ønskeliste, hvis du ikke allerede har et. Søg på Google under “walk-in-closet”.

 

Projekt klædeskab

 

Dette klædeskabs-projekt tager en god dag. Så afsæt tiden til dig selv. Og lad familien lave noget sjovt uden for hjemmets fire vægge. Du må gerne have en veninde på  besøg, men hun skal vide, at hun er der for at hjælpe!

Forberedelser!

Ugen/aftenen før:
Få renset det tøj, der trænger, og som du bruger inden for en uge.

Vask alt i din vasketøjskurv (også det i bunden af skabet). Tør det og læg/hæng det på plads.

Print skemaet “Garderobe-analyse”, som ligger på min hjemme- side, www.christinawedel.dk Hav en kuglepen klar.

På dagen:

Gå i bad og tag noget ordentligt undertøj på: Trusser, der giver dig en god numse uden at dele den i fire, og en bh, som gør noget for din barm (og dig).

Sørg for at have et par lækre, tætte strømpebukser på. Eller selvsiddende, hvis du er så avanceret.

Tag makeup på (se evt. kapitlet “5 gode makeupper som alle kan bruge”).

Så er du i gang

Del dit tøj op i følgende kategorier:
1. Alt det, du bruger i løbet af en uge: undertøj, sko, støvler, tasker,tørklæder, smykker til tøjet, kjoler, nederdele, bukser, etc..

2. Det tøj, du aldrig har brugt.

3. Alt det, du ikke har brugt inden for det sidste år.

Lav tre områder i dit hjem, hvor du har tøjet hængende eller har det liggende i bunker. Under hver bunke stiller du alle sko og støvler op i rækker. Hvis du kun har tre par i alt, er du slet ikke alene. Du tror bare, at alle andre end du bruger alle deres penge på dyre sko i Italien. Hvis du allerede under denne proces har tænkt: “Aj, den her får jeg da aldrig brugt”, så læg tingen ind i stuen uden at blinke.

1. Tag bunken med det, du bruger i løbet af ugen
Alt, hvad der er i denne bunke, prøver du nu sæt for sæt med alt, hvad det indebærer fra inderst til yderst. Og du kigger dig godt i spejlet.

Alt skal knappes, bindes og lukkes, før du ser dig selv an.

Hav mit skema med “Garderobe-analyse” klar, hvis du gider. Dette skema kan du kigge på næste gang, du skal planlægge en shoppe-tur, og så vil du huske, hvad det egentlig er, du kan lide, og hvad der altid ender med mærke på inde i skabet.
Det er godt at skrive lister, også selvom du aldrig får dem brugt. Vores hjerne er meget snedig hvad den slags lister angår. Den lytter med og lagrer dem.

Brug nu disse spørgsmål til at vurdere det tøj, du har på:

Er det hullet eller bare for slidt? Hvis ja, så læg det i “Smid-ud-bunken”.

Sidder det irriterende, dårligt, for stramt, for løst? Hvis ja, så læg det i bunken til genbrug eller sultne veninder, som altid har drømt om den sag, du står med der.

Smiler du allerede, mens du tager det på, og ved du, at “den her får hun mig ikke til at smide ud!”, så er det tid til at skrive i skemaet:

DET KAN DU SE HER

Nu lægger du alt det til side, som du lige har godkendt, og går videre.

2. Tag bunken med det, du aldrig har brugt, og stil dig selv følgende spørgsmål:

Ser det billigt ud? Du ved, som chiffonbluser med lidt for computeragtigt blomstermønster, stramme bluser med gennemsigtige ærmer, nervøst velour, ren nylon … Læg det i en bunke til UFF eller Kirkens Korshær. Der bliver de glade for det.

Er det fordi, den var dyr, at du beholder den? Selvom du ikke kan passe den? Giv den videre til velgørenhed eller veninder.

Står du nu tilbage med en lille/stor bunke af ting, du virkelig drømmer om at bruge, og som du nu ved passer dig, så kan du regne med, at de virker. Din intuition er meget, meget vigtig. Du må ikke tvivle på, at du har en god fornemmelse for, hvad der klæder dig. Stil dig foran din nye uge-garderobe og tænk over, hvor hver enkelt ting passer ind. Er det for eksempel en skøn kjole, du aldrig har brugt (fordi du i det hele taget ikke bruger kjoler?), så tag et par tætte strømpe-bukser/ leggings på og de støvler, du elsker højest, og en af de jakker, du er glad for. Og nyd synet! Det handler meget om støvler og talje, når kvinder er bange for at føle sig for fine i kjoler.

Er det et par sko, som du synes er for fine til kjoler, så prøv at lade dem stikke ud under dine yndlings-jeans. Så!! Nu har du fede sko til jobbet.

Giv tingene en sjov, ny chance. Tager det mere end 2 minutter pr. ting at finde en mulighed, skal du give dem videre til velgørenhed eller lignende.

Når du har gjort dette med alt det, du ikke har brugt, hænger du de nye ting, som du lige har godkendt, hen sammen med din uge- garderobe. Og så går du videre.

3. Tag bunken med alt det, du ikke har brugt det sidste  år
Du kan starte med at hænge følgende til side:
Brudekjolen, arvestykket fra mor eller mormor (hvis du har 40, så åbn et lille museum).

Den kjole din mand/kæreste elsker at se dig i. Jeg forklarer dig hvorfor senere.

Jakkesæt og lignende, som du bruger ved jobsamtaler og møder. De skal være lækre, i god stand, og de må ikke være mere end 4 år gamle. De skal ikke gå ned under numsen og må  ikke have dobbeltradede knapper og store skulderpuder!

Sko og støvler, som stadig er pæne, nypudsede og oppe i tiden. Kig i blade og på andre kvinders fodtøj. Bare fordi de var dyre engang, hører de ikke nødvendigvis til mere.

Når alt det er hængt til side, står du tilbage med nogle fejlkøb, som du købte engang fem minutter før en fest, i en storby uden kuffert, eller ved en skør indskydelse. Alt dette forærer du væk til velgørenhed eller veninder.

Festtøj skal også sorteres. Husk, at fester er en dejlig lejlighed til at have nyt på. Ovenstående sorteringer skulle gerne betyde, at du nu står med nogle gode ting, som er fejlkøb for dig, men som andre kan have glæde af.

Det er tilladt at beholde to ting, du bare ikke kan give slip på, fordi de har en skøn historie. Hæng dem i en klædepose bagest i skabet. Forsøg nu at integrere nogle af disse ting i din uge-garderobe. Så har du måske allerede nogle nye sæt uden at have brugt penge!

Gå nu ind i stuen og se på det, du lagde væk i starten. Du kan godt se, hvorfor det skulle ud, ikke? Bliv bedre til at stole på din mavefornemmelse. Du kunne have undgået disse køb, hvis du havde lyttet til dig selv. Fordel dem nu i dine forære-væk-poser .

Til sidst pakker du i klare skraldeposer. Noget skal til veninder, noget til UFF og resten til udsmidning. Bind en stram knude og kør dem allerhelst af sted med et samme. DU MÅ IKKE ÅBNE POSERNE MERE! Få eventuelt familien til at hjælpe dig med at styre dig.

Sig pænt farvel og glæd dig over dit dejligt overskuelige klædeskab, som nu er klar til fornyelse – og måske allerede klar til brug.

Held og LYKKE med din nye garderobe og rigtig godt nytår.

Fru Wedel 

3 kommentarer til indlægget


  • Det er like inspirerende hver gang! Dette bør man gjøre en gang hvert år:)
    Håper du har hatt en god jul. Ønsker deg og dine et godt nytt år! See you!

    Torunn

  • Kære Christina,
    Jeg har i uge 1 læst din bog, der fik mig motiveret til at starte året med en kraftig, tiltrængt oprydning i mit klædeskab. I morgen får du altså en tak på min blog! Tak for fantastisk inspiration så jeg nu kan gå lidt op i min tøj og mine sko – uden at jeg behøver købe en masse nyt!

    Kh Marian

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Forside Klub Wedel Kontakt

    Få tricks til at blive lækker

    Modtag eksklusive stylingtips og trendopdateringer fra mig. Tilmeld dig mit nyhedsbrev og transformér din garderobe!

    Du er nu tilmeldt