Christina Wedel // 15. januar 2013 // Ingen kommentarer

Wow og tak!

Kære fru Wedel,

Jeg var så nervøs, da du skulle hjælpe mig med at købe tøj i lørdags. Da jeg stod udenfor butikken og ventede på dig, hang mine luffer i snore fra mine håndled. Nede i tasken lå min brune, strikkede top-hue. Jeg trippede rundt og fik sparket en tom flaske ud i trafikken. Jeg stod i vejen for folk på vej ind og ud af butikken. Den 50-årige, selvstændige kvinde, jeg normalt er, var komplet forduftet – og i stedet stod der en usikker, tyk, 12-årig fra Hadsten, hvis egen mor ikke kunne finde noget pænere at sige, end at jeg i det mindste ikke lignede de andre og var heldig at have et godt hoved skruet på.

Da du så kom skridtene over fodgængerfeltet med hele dit smukke selv viklet ind i en sort kappe, og jeg forsøgte at give dig et knus med de luffer flagrende omkring….  Herre Gud, hvor jeg var gået galt i byen.

Men vi skulle jo købe tøj til det foto-shoot. Jeg vidste, det var nødvendigt, og at jeg jeg ikke selv ville kunne købe det rigtige. Jeg ville sandsynligvis slet ikke få købt noget, hvis jeg skulle prøve selv.

Fru Wedel,  det tog dig kun ti minutter at se det hele. Du så den 12-årige, og tog dig kærligt af hende. Og du så den 50-årige. Og i løbet af  fem kvarter og to butikker havde du fundet de otte stykker tøj, der gav mig krop og styrke til at stille mig foran kameraet. Endda i en prikket skjorte.  Jeg ved ikke helt, hvad du så, som jeg aldrig selv har set, men jeg ved, jeg gerne vil blive venner med det, du så og fik frem.

Du ligner ikke en zen-master. Overhovedet. Men da du så hele mig og accepterede hele mig og fik mig til at stoppe med at bekæmpe de forkerte sider af mig selv og indse, at det hele er helt ok, da blev du min zen-master. De kan åbenbart komme i mange former:

Tak for hjælpen!

Kærligst,

Anna, 50 år.

SE Annas Vidunderlige blog her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *